Nogle gange skal der ikke tænkes så meget over tingene. Nogle gang er det handling som tæller.  Små 14 dage tog det fra idéen opstod, til Nina Shini havde stiftet sit første selskab, mere skulle der ikke til, men én iværksættervirksomhed var dog ikke nok for denne ambitiøse kvinde. Senere kom virksomheden Premium People til, Danmarks nu førende agentur inden for sponsoraftaler på Instagram. Tag med på en rejse, hvor Nina fortæller om, hvordan hun oplevede det at starte som iværksætter og hvordan hun oplever, det at være kvindelig iværksætter, i en måske, lidt mandeligt domineret verden.

Kan du kort præsentere dig selv?

Mit navn er Nina, jeg er 23 år gammel og har en bachelor i innovation. Jeg har beskæftiget mig med mange afskygninger af online marketing, og driver den dag i dag Danmarks førende agentur inden for forhandling af sponsoraftaler på Instagram. Dertil har jeg også et smykkefirma, Scandinavian Jewellery Group med salgsportalen Redbird.dk.

Hvornår startede du din karriere som iværksætter?

Jeg startede som iværksætter tilbage i 2013, hvor en veninde og jeg luftede ideen om et smykkefirma for vores chefer. 14 dage efter var virksomheden stiftet, og det hele var meget spontant og spændende. Jeg er meget typen, der gør ting, før jeg når at tænke mig om. Jeg gider ikke bruge min tid på at gå og bekymre mig, men hellere bruge tiden på at komme fremad.

Hvorfor startede du?

Det har altid faldet mig meget naturligt at være min egen lykkesmed, derfor var iværksætterrollen meget oplagt for mig. Jeg elsker at tage min skæbne i egne hænder.

Hvilke tanker havde du om at starte op som iværksætter?

Jeg havde ærlig talt ikke så mange tanker, andet end at det var mit kald. Jeg bliver ofte spurgt, hvornår man ved, om en idé er god nok til at arbejde videre med. Det er der jo ingen, der kan svare dig på. Du bliver nødt til at gå med din mavefornemmelse. Hvis den siger dig, at det er noget du brænder for, så gør det! Hvis du ikke brænder for det, så skal du holde dig langt væk fra det, da passionen skal være din drivkraft, når du skal stå møg tideligt op, og arbejde 100 timer om ugen.

Hvad sagde familie og venner til din beslutning?

Min far er selvstændig og har været det hele mit liv, så for min familie er det en meget naturlig ting. Jeg har altid lært fra barnsben, at det vigtigste ved det job, du vælger, er, at du elsker det. En høj løn vil aldrig være det vigtigste… men det er selvfølgelig en god bonus. Da jeg var lille, sagde jeg dog altid, at jeg aldrig ville være iværksætter, da man så ikke kan vide, hvad man kommer til at tjene. Men det er jo netop dét, der er charmen ved det, intet er fastlagt på forhånd.

Jeg tror også på, at du først rigtig bliver god til noget, hvis du brænder for det. Så er du nemlig villig til at smide rigtig mange interessetimer i det.

Nina Shini

Hvad har din største succes været indtil nu?

Min største succes har vidst været, at vi gennem Premium People har formået at skabe et produkt, der er så interessant, at vi har fået lov til at sidde over for marketing-chefer i Coca Cola, Jysk, Lego, TDC, Café Noir og mange mange flere gigantiske brands. At vi kan komme med en viden, der kan præge brandingen i så veletablerede virksomheder, er et kæmpe skulderklap.

Hvad har overrasket dig efterfølgende?

Det der har overrasket mig mest, efter jeg blev iværksætter er, at man kommer til at have så mange forskellige ”hatte” på, at man bliver rigtig god til ting, man ikke havde regnet med. Som f.eks. regnskab. Du er jo tvunget til at lære det, for ingen anden end din egen skyld, og det gør det også mere spændende at lære.

En anden ting, der har overrasket mig rigtig meget, er, hvor vigtigt det er, at have den rigtige partner. Det er virkelig 1+1=3! Man skal have en partner, der kan få de gode sider frem i en og ikke mindst en partner, der kan døje én, når man er allermest ulidelig. Din partner kommer til at være den person i verden, du bruger allermest tid med også mere end en respektive kæreste.

Hvad har du syntes, har været det sværeste ved at være iværksætter, og hvordan har du eventuelt løst det?

Det sværeste er nok det pres ens krop udsættes for. Jeg vil gerne det hele, og jeg elsker at lære. Men det betyder også meget lange dage og meget lidt søvn. Derfor er det virkelig vigtigt, at man elsker det man laver, og på en måde ser det som sin hobby. Som iværksætter skal man være villig til at ”være” sin virksomhed og sit produkt. Det bliver nemlig din livsstil. Derfor skal man også være god til at vælge fra og brænde broer, når det kommer til støj…. Det kan nemlig ikke undgås. Men denne livsstil giver mig også rigtig meget fleksibilitet, og jeg bestemmer jo egentlig selv, hvornår og hvor meget jeg arbejder, så jeg synes ikke det koster dig dit sociale liv, hvis du prioriterer det. Det handler bare om, at få det til at spille sammen.

Det mest positive ved at være iværksætter?

Det mest positive er, at jeg altid glæder mig til en ny uge. Jeg glæder mig til at hjælpe mine medarbejdere med at udvikle sig, jeg glæder mig til at skabe afkast for vores kunder, og jeg glæder mig til de mange møder, vi kommer ud til, på tværs af Danmark. Det er sindssygt vigtigt, at man altid har noget at se frem til og glæde sig til, det er det, der gør livet spændende, og det der giver livet mening. Herved tror jeg på, at man opnår den såkaldte ”lykke”.  Kort sagt er det bedste ved at være iværksætter, at du får lov til at realisere dit fulde potentiale.

Det mest negative ved at være iværksætter?

Der er mange krav og regler fra det offentlige, der godt kan give et lille pres. Du vil jo nødig gøre noget ulovligt. Det gælder både i henhold til drift, men også til lovgivning inden for vores felt. Danmark er meget bureaukratisk og nogle gange går tiden med kedeligt papirarbejde, i stedet for at være i marken, hvor kunderne befinder sig. Men alt er jo langt fra lutter lagkage, og sådan er det jo.

En anden negativ ting er, at folk kan have ret svært ved at sætte sig i dit sted. Og svært ved at forstå, at man ikke tjener en million kr. om måneden fra dag ét. Dine venner ser dig arbejde uafbrudt og tror ofte dermed, at det betyder mange penge på kontoen. Det gør det sjældent i starten, og man har ofte skudt alt hvad man ejer ind i det. Man skal være villig til at leve en begrænset tilværelse for forhåbentlig at kunne leve resten af sine dage, som man drømmer om.

Hvordan er det som kvindelig iværksætter?

Debatten omkring kvindelige iværksættere og kvindelige bestyrelsesposter, er jeg ikke særlig stor fan af. Jeg synes langt hen af vejen, at det er kvinderne selv, der stempler dem selv. Kønnet definerer ikke, om du kan opnå succes eller ej. Jeg er selv rigtig glad for at være kvindelig iværksætter, man skal bare lære at spille på sine styrker. Jeg kunne heller aldrig drømme om, at melde mig ind i et kvindeligt (iværksætter) netværk, da jeg har en forestilling om, at der skabes en negativ synergieffekt. Folk der har ondt af sig selv, har jeg ikke så meget til overs for, og det gælder alle, om de er mænd eller kvinder. Dette ved man, hvis man kender mig.  Man skal aldrig ynke overfor mig eller skyde skylden på hele verden.

Dermed sagt, så har jeg altid fået at vide, at ligeså feminin jeg er udenpå, ligeså maskulin er jeg indeni. Og jeg synes det er lettere at arbejde sammen med mænd end kvinder, da der er mere handlekraft.

Hvad synes du, er de vigtigste egenskaber, en iværksætter skal besidde?

De vigtigste egenskaber er nok målrettethed/produktivitet, evnen til at opbygge netværk og skabe relationer samt en erkendelse af egne styrker og svagheder, så du kan skabe et godt team eller ansætte de rette kompetencer.

Er der andet som du ønsker at dele med kommende iværksættere?

Arbejd benhårdt hver evig eneste dag. Du kan opnå lige præcis det, du sætter dig for. Og sørg for at sætte dig nogle mål, der påkræver en personlig udvikling.