Præsenter dig selv

Mit navn er Nicolaj Sand Rasmussen. Jeg er 23 år gammel og født og opvokset i Nakskov på Lolland. Ja – Du har nok hørt om byen i programmet ’På røven i Nakskov’. Der brugte jeg de første 19 år af mit liv.

Jeg afsluttede Handelsskolen i 2012, flyttede til Berlin, var en tur i Den Kongelige Livgarde, og jeg er nu i gang med at tage min bachelor i Leisure Management.

Min virksomhed hedder Meptek, og vi underviser børn og unge i præsentationsteknik.

Nicolaj Sand

Hvornår startede du din karriere som iværksætter?

På Hardenbergvej i Nakskov, havde min mor købt en stationær computer, som stod ovre i hjørnet af stuen. Den var en af mine bedste venner. Jeg var 12 år, og dengang var Arto.dk meget populær. En platform lidt ligesom Facebook. Du kunne connecte med venner, skrive, finde nye bekendtskaber, skabe klubber og sider. Jeg kørte nok 10-15 klubber om alt lige fra smykker, biler og fodbold. Jeg havde en fanklub dedikeret til F.C København, som blev Artos største med cirka 4.000 medlemmer. (Hvordan jeg skaffede disse personer er min lille hemmelighed, men det krævede snilde og mange lange nætter). Jeg sad nu med en klub om fodbold. Jeg anede intet om fodbold, men jeg tænkte, at der måtte være en måde at tjene lidt penge på det. Så jeg legede lidt med forskellige kombinationer af Google Adsense og Affiliate marketing. Godaften Danmark spurgte faktisk en gang om jeg ville komme ind i studiet og fortælle om min klub. Jeg måtte dog ikke for min mor. Efter noget tid skrev moderatorerne fra Arto også til mig, at jeg ikke måtte genere en profit på baggrund af deres platform, og så måtte jeg jo stoppe.

Nicolaj Sand

Hvorfor startede du og hvad driver dig?

Jeg kommer fra en social baggrund uden sikkerhedsnet i form af netværk og økonomi. Min familie havde ikke mange penge, og ingen havde et netværk udover den lokale købmand. Dengang var jeg altid jaloux på andre som fik alt betalt, og hvor deres far kunne skaffe dem et job. I dag er jeg uendeligt taknemlig over min barndom, som har gjort mig til den jeg er i dag.  For mig var ’hårdt arbejde’ den variabel, jeg kunne kontrollere i forhold til at bryde den sociale arv. Så jeg valgte at arbejde hårdt fra første dag jeg måtte. Jeg fik en avisrute, men indså hurtigt, at én ikke var nok. Til sidst havde jeg tre, blandt andet en om natten, og jeg havde pludselig en masse penge mellem hænderne. Jeg købte min første aktie da jeg var 15 år gammel med godkendelse fra min mor. Jeg var desuden også opvasker på en lokal bar i samme periode. Derudover passede jeg selvfølgelig også min skole, og tossede rundt med mine venner.

Var der noget som afholdte dig fra at gøre det tidligere?

Min familie elsker mig og jeg ved at de er utrolig stolte af mig. Selvom de måske ikke nogen gange ved, hvad jeg egentlig laver. Af naturlige årsager har min familie altid ville have, at jeg skulle have et ’rigtig’ arbejde. Et arbejde hvor jeg tjekkede ind kl. 9 og gik hjem igen kl. 17. Et arbejde hvor man så frem til weekenden. Ikke noget ondt om det, for det var hvad de troede var bedst for mig. Jeg blev dog hurtig bevidst om, at jeg ville gå en anden vej. Ambitioner var ikke noget vi dyrkede i min barndom, for ambitioner kunne man ikke opnå alligevel.

Jeg husker konkret en episode med min mormor. Hun var en kæmpe del af min barndom, og jeg elsker hende virkelig højt. Vi stod og talte om, at jeg overvejede at flytte til Berlin for at arbejde et års tid. Hun kiggede mig i øjnene og sagde:

”Du kan ikke, hvad du vil, Nicolaj.”

Og hun mente det. For sådan var hendes verdenssyn. Jeg har aldrig rigtig troet på begrænsninger, hvorimod min familie var meget bevidste om dem. Jeg endte selvfølgelig med at flytte til Berlin alligevel, og det endte heldigvis med at gå rigtig godt!

Jeg er glad for min familie, og de er altid klar på at hjælpe mig, vi har bare bevæget os i forskellige retninger.

Hvad har du måtte ofre for et liv som iværksætter?

Iværksætteri er en boble. Alle er nærmest iværksættere i dag. Du kan lynhurtigt oprette en virksomhed, og så kan du lave et lækkert Instagram opslag om det. Men det er ikke iværksætteri for mig. For at være iværksætter skal du skabe noget, og det tager tid og ressourcer. Det kan ofte tage rigtig mange ressourcer! Mit største offer er min fritid. Jeg føler konstant, at jeg kan bruge min tid klogere, når jeg endelig får smidt mig foran fjernsynet. I dag ser jeg nye muligheder alle steder. Jeg går ikke ud og får en øl uden at have en agenda. Det er det største offer fra min side. Min hjerne har aldrig fri. Det har skabt store problemer i mine forhold, mindre kontakt med venner, og generelt bare mindre tid. Det er en balancegang, som man hele tiden skal tilpasse, og det er ikke altid let, når man gerne vil mange ting.

Hvad er du mest stolt af?

Min egen udvikling. Helt enkelt. Jeg gør det, jeg elsker. Kan man ønsker sig mere?

Derudover er jeg virkelig stolt af, at jeg efterhånden er respekteret og anerkendt i mit lokalsamfund. Jeg har altid gerne ville give tilbage, og selvom jeg ikke er der, hvor jeg kan donere et nyt bibliotek endnu, så prøver jeg at hjælpe. Det er en fed følelse, at man bliver mødt med glæde, når man er ude og lave noget.  Her er det er vigtigt at skelne mellem at være kendt og anderkendt, og jeg vil altid hellere være det sidste.

Hvad har været den største nedtur?

Når man investerer så meget af sig selv i at gøre alt muligt, så har det selvfølgelig konsekvenser. Jeg lider i perioder af at være stresset, og det er ikke godt. Når man er stresset, så arbejder man alligevel ikke særlig godt, så det kan jeg bestemt ikke anbefale til nogen.

Det er min kamp. Jeg skal blive bedre til at lægge alt fra mig, og bare holde fri. Der er altid en million ting på min huskeliste, og hvis jeg ikke passer på, så glemmer jeg at gå i seng. Det bliver jeg nødt til at prioritere ret højt, ellers fungerer jeg ikke.

Til gengæld er jeg meget bevidst om mine gode og dårlige sider, så jeg regulerer min adfærd efter, hvad der er gavnligt. Jeg kender mig selv, og når jeg nærmer mig et punkt, hvor det hele er ved at brænde sammen, så tvinger jeg mig selv til at holde en pause (Jeg prøver i hvert fald).

Hvor meget arbejder du om ugen?

12-16 timer om dagen

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

  • Kl. 05.30 – vækkeuret ringer
  • Kl. 05.30 – 06.30 – spise morgenmad og svare mails
  • Kl. 06.30 – 07.30 – Træner
  • Kl. 08.30 – 13.00 – Undervisning på min Ba.
  • Kl. 13.00 – 15.00 – Møder og workshops med min virksomhed
  • Kl. 15.00 – 17.00 – Møder og workshops med min virksomhed
  • Kl. 17.00 – 20.00 – Arbejde og udvikle min virksomhed
  • Kl. 20.00 – 22.00 – Arbejde ifm. foreningsarbejde
  • Kl. 22.00 – 24.00 – skriver mails og udvikling af egne kompetencer (lektier eller kurser)

Hvis det var muligt at gå tilbage og ændre noget, hvad ville du så gøre anderledes i dag?

Jeg ville arbejde mere, da jeg gik på Handelsskolen. Der skulle jeg have startet flere virksomheder. Jeg ved, at det måske lyder tosset for dig, hvis du selv sidder på skolebænken lige nu, så får du aldrig mere tid, end du havde der. Og så skulle jeg have set det store perspektiv. Jeg kunne bruge dagevis på at læse op på skatteregler, så jeg sparede 200 kroner om året. Der skulle jeg i stedet have tænkt langsigtet, og set det store billede.

Hvad synes du er de vigtigste egenskaber en iværksætter skal besidde?

-At man ikke skal se det som arbejde, men som en livstil. Det er en slidt kliche, men se på hvordan du bruger tiden fra fredag kl. 17.00 til mandag kl. 07.00. Holder du weekend med Breaking Bad i fjernsynet og en pose chips, eller arbejder du på din passion? Den gode iværksætter slipper ikke sin passion, bare fordi kalenderen siger weekend. Den gode iværksætter fortsætter med at arbejde, fordi han/hun ikke kan lade være.