Præsenter dig selv

Jeppe Graversen. 28 somre. Jeg er opvokset i en lille by tæt ved Herning. Er uddannet tømrer og har derefter taget et hav af kurser inden for Rope access, olie og gas og vindindustrien.

Hvornår startede du din karriere som iværksætter?

I en tidlig alder fandt jeg ud af, at jeg var god til at skabe ting, se løsninger og muligheder, hvor andre ikke kunne. Derudover finder jeg det spændende at optimere og forenkle processer.

Min debut som iværksætter startede for 2 år siden, da jeg startede Sky-Work, som er en erhvervsklatrer virksomhed.

Sky-Work Erhvervsklatring

Var der noget som afholdte dig fra, at gøre det tidligere?

Det der afholdte mig for at starte tidligere var min ordblindhed. Selvom jeg havde lysten til at starte mange år før jeg gjorde, havde jeg ikke troen på at jeg kunne drive en virksomhed.

Jeg så en iværksætter som en person, der var god til alt, specielt hvad det boglige angår. Blandt andet af denne grund prøvede jeg at glemme min iværksætterdrøm.

Hvorfor startede du og hvad driver dig?

Min far har været iværksætter siden jeg var 1 år gammel, så iværksætterlysten/-genet kommer ikke fra fremmede. Han har vist at man med hårdt arbejde kan komme langt, hvilket også har motiveret mig til at tro og arbejde hårdt på min virksomhed.

Det der driver mig mest, er at bevise over for mig selv at jeg godt kan – derudover giver det blod på tanden med tilfredse kunder og vellykkede projekter.

Et andet drive er at stå op til et arbejde, som man finder spændende og holder af – så er mandag morgen pludselig ikke så træls.

Hvad arbejder du med i dag?

Jeg arbejder stadig på fuld tryk med Sky-Work, hvor vi hver dag løser spændende opgaver for vores kunder. Jeg er ved siden af i gang med at tilføje en ny gren til virksomheden, hvor vi udvikler og optimerer udstyr inden for Rope access og byggebranchen. Det nye tiltag skyldes min lyst til at opfinde og udvikle ting – men det er stadig uvis, hvor det bærer hen af med denne dele af firmaet, men uden tvivl en spændende proces.

Hvad er din rolle?

Da jeg er eneejer og stifter af Sky-Work, er jeg CEO, Chef, Leder, Bossen eller hvad man nu har lyst til at kalde mig. Selvom jeg skal bærer chefrollen, er jeg langt fra den sure chef, som sidder inde på sit kontor hele dagen. Jeg elsker den fysiske kundekontakten, samt at løse opgaverne i praksis med mine ansatte. Derfor kan min rolle være alt fra start til slut i processen.

Jeppe Graversen, Sky-Work, Erhvervsklatre

Hvordan driver du din virksomhed?

Sky-Work er en forholdsvis nystartet virksomhed, men på trods af det driver jeg den på fuld tid. Som tingene er nu, benytter jeg freelance klatrere til at klare opgaver. På den måde er det nemmere at regulere arbejdskraften alt efter, hvor mange opgaver vi har inde.

Min plan er, at jeg til næste år vil fastansætte, så jeg også kan få tid til at se familien lidt.

Hvad sagde familie og venner til din beslutning?

Ja… hvad sagde min familie og venner. Jeg har altid haft mange jern i ilden og været fuld af både gode, fantasifulde og urealistike ideer, så det at starte virksomhed er der ikke gjort det store nummer ud af. Mine forældre har aldrig presset mig eller mine søskende til at tage en bestemt uddannelse mv. Det har 100% været op til os selv, hvilken vej vi ville gå.

Jeg springer ofte ud i nye projekter uden at underrettet eller spørge andre, dette er dog ikke altid den bedste måde at gøre det på. Jeg har uden tvivl haft den mest tålmodige kæreste gennem 6 år. Når der er fart på, er det ikke alt, man får sagt eller videreinformeret til den anden. Selvfølgelig får jeg også meget støtte af familie og venner, hvilket betyder alt i et iværksætterforløb, men jeg er en person, der har det bedst med at tage mine kampe selv og ikke belaste andre med mine beslutninger.

Havde du modgang ift. at være ordblind?

Jeg er aldrig blevet mobbet eller holdt udenfor i skolen, så det er ikke den slags modgang jeg har kæmpet med. Men selve skoleperioden blev en kamp grundet min ordblindhed. Den nemmeste måde at definere det på, er ved at forestille sig, at man har gået til fodbold i 10 år med hård træning hver dag uden at rykke op af ranglisten.

”But what doesn’t kills you makes you stronger” –  rettere sagt, du lærer at kæmpe videre.

Beskriv din største nedtur som iværksætter?

Min iværksætter karriere er stadig ung, men til trods for dette har der ikke været mange nedture. Derimod har der været mange udfordringer, som har givet mig ny viden.

Følelsen af at man til tider har løbet panden mod muren, har været hård, men ved at finde løsninger og se nye muligheder, har man igen fået gejsten til at kæmpe videre.

Det er den fedeste følelse at have i kroppen, når man har vendt et problem til en succeshistorie.

Beskriv din største succes som iværksætter?

Min største succes var nok, da jeg tog valget om at blive iværksætter.

Men at lukke en case med et håndtryk fra en tilfreds kunde, giver den bedste følelse af succes i kroppen. Det er den følelse, som vi stræber efter hverdag og som giver os et drive.

Hvor meget arbejder du om ugen?

Buum, det var en svær en at sætte tal på, jeg vil gerne arbejde mindre, end jeg gør og have mere tid til familien og vennerne. Men for at opnå dette, skal jeg først have opfundet en klon af mig selv, da min tid i virksomheden hurtigt ryger op på 80-90 timer om ugen.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Jeg har ikke en typisk arbejdsdag – mine opgaver er meget varierende, så ingen dage er ens. Nogle dage sidder jeg på kontoret hele dagen, hvilket kan være svært for en fyr som mig med masser af krudt bag i. Andre dage er jeg ude i marken for at løse opgaver eller kigge på nye spændende jobs. Til tider hjælper jeg også andre firmaer med diverse projekter.

Jeppe Graversen, Sky-Work, Chefen på arbejde

Hvis det var muligt at gå tilbage, hvad ville du så gøre anderledes i dag?

Jeg vil nok have startet med at tro på mig selv langt tidligere end jeg gjorde. Måske få ført nogle af mine tossede ideer ud i livet. Nå ja, måske have fulgt lidt mere med i skolen, hvis det var muligt, men når man lider af ordblindhed, indlæringsvanskeligheder og måske en snert af ADHD, er det lig med ikke at være glad for skolen. Indlæringsvanskeligheder ligger i den traditionelle måde at lære fra sig i folkeskolen. Har bestemt ingen problemer med at lære ting, så længe det interesserer mig.

Hvad er dit råd til andre ordblinde, der gerne vil være iværksættere?

Meget klicheagtig, så er det man skal tro på sig selv.

Hvis du er meget ordblind, men har verdens bedste ide, skal du finde en som er helt vild med at skrive og læse. Jeg bruger min kæreste og min bror rigtig meget til den slags ting. Min bror har sit eget firma, hvor han laver hjemmesider, brochurer, social markedsføring, apps mv. til virksomheder – det er hans skyld at mit firma, fremstår professionelt. http://www.graversen.info/.

Som ordblind sammenligner jeg mit liv/skoleforløb med en cykeltur på en sti. For mig er flere af afkørslerne på stien lukket af, hvilket gør det sværere for mig at nå i mål. Hvorimod de elever, som er gode i skolen og ikke lider af ordblindhed, kan vælge de afkørsler/uddannelser som de ønsker og hurtigere opnå succes. Uanset hvem du er, kræver succes hårdt arbejde, men cykelturen på stien er ekstra hård, hvis hver dag i skolen er en kamp. Igen handler det om at vende sine svagheder til styrker. Du kan ikke gøre en skildpadde til en væddeløbshest, uanset hvor hårdt du træner skildpadden. Derimod kan du vælge at fokusere på skildpaddens stærke sider og lægge en plan for hvordan den skal komme i mål. Hvis skildpadden konstant bliver sammenlignet med væddeløbshestene, vil den miste troen på sig selv og slå sig selv oven i hovedet efter hvert løb uden en sejr.

Som ordblind handler det om at fokusere på sig selv og ikke sammenligne sig med andre. Som blind mangler man en af sine sanser, men de andre sanser forstærkes og kompenserer for den manglende sans – ordblindhed fungere på samme måde. Mit faglige niveau i skolen er ikke højt, men jeg er god til at skabe ting og se illustrative løsninger. Dette gør mig til en god iværksætter, da jeg er innovativ og vigtigst af alt velfungerende blandt andre mennesker.

Jeg har selv søgt inspiration i andre iværksættere, som har været ordblinde og fået stor succes. Efter en lille research, fandt jeg ud af at flere danske men også udenlandske iværksættere faktisk er ordblinde.

Nedenfor ses en liste over dem, som jeg især har fundet inspirerende:

Andreas Lindgreen – Stifter af en sund fastfood kæde ved navn Kcal i Dubai. Konceptet er eksploderet de sidste par år

Michael Mortensen –  Stifter af Huscompagniet og Casa.

Ingvar – Stifter af IKEA

Walt Disney – Stifter af Disney

Richard Branson, Henry Ford, Albert Einstein, Jamie Oliver, Thomas Edison og mange flere…

Hvad synes du er de vigtigste egenskaber en iværksætter skal besidde?

  1. Troen på sig selv og sit produkt
  2. Optimisme og et positiv sind
  3. Viljen og gå på mod
  4. Empati for sine ansatte og kunder.

Hvis man besidder de egenskaber, skal man nok komme langt som iværksætter. Man skal ikke være bange for at fejle eller for at få modgang – for en ting er helt sikker, og det er at begge ting vil ske, men du kan klappe dig selv på skulderen, når du står på den anden side af forhindringen.

Se mere til erhvervsklatring og Sky-Work på www.sky-work.dk