Præsenter dig selv?

Mit navn er Christian Sodemann, jeg er 23 år, bosat i Aarhus og driver virksomheden Evermart A/S i Risskov. Inden jeg startede min egen virksomhed, arbejdede jeg i ca. 7 år i en større industrivirksomhed, hvor jeg i de sidste 2 stod for PPC (Pay Per Click).

Hvornår startede du din karriere som iværksætter?

Det gjorde jeg som 21 årig, i april 2014, hvor jeg åbnede webshoppen medieplaneten.dk med 10 produkter. Sidenhen har shoppen af strategiske årsager, skiftet navn til evermart.dk og sortimentet er vokset til 1200+ produkter.

Christian Sodemann

Var der noget som afholdte dig fra at gøre det tidligere?

Jeg var rigtig glad for mit job og jeg var under uddannelse med en bachelor i økonomi. Jeg vidste at jeg ville være iværksætter, men det skulle ske rigtigt. Jeg ønskede først at gå all in, når jeg fandt det rigtige marked, havde kapitalen og følte at jeg var godt nok rustet fagligt til at kunne følge med. Jeg har nørklet med små projekter siden jeg var 16, men det var først med medieplaneten, at jeg var klar til at gå rigtigt i gang. Der findes rigtig mange unge iværksættere, der starter uden kapital eller evner, fordi de har læst i avisen om en anden, der har gjort det rigtig godt. Jeg synes det er super fedt at folk tør springe ud i det, men for mit vedkommende var det vigtigt, at der var en realistisk chance, for at jeg kunne klare det på markedet, og derfor brugte jeg lang tid på forberedelsen.

Hvorfor startede du, og hvad driver dig?

Jeg startede, fordi jeg fandt en produktgruppe, som jeg kunne sælge i DK, der havde taget fart i USA. I dag står disse produkter for 5% af vores omsætning, og betyder ikke det samme mere, som de gjorde i starten, men det der var vigtigt for mig dengang, var at jeg havde fundet noget anderledes at sælge. Det gav mig den fordel at jeg startede som en niche webshop, med ganske få konkurrenter inden for lige præcis denne type elektronik. Siden er shoppen vokset derfra, til at være mere mainstream. Dét, der har drevet mig gennem hele forløbet, har været min skabertrang. Jeg opsagde mit drømme- og meget velbetalte job og droppede ud af min bachelor, for at forfølge min drøm om at skabe ”noget.” Min løn er ikke i nærheden af hvad jeg tjente før i tiden, men det er ikke vigtigt. Jeg elsker at stå op hver dag og tage ud på mit eget firma, hvor jeg har skabt arbejdspladser og vækst – det giver mig lysten til at fortsætte og kæmpe videre!

Hvad arbejder du med i dag, og hvad er din rolle?

I starten havde jeg selv alle kasketterne på og stod for alt i virksomheden. Det gik dog rimelig hurtigt op for mig, at det ikke var en bæredygtig løsning, da der var mange ting, der ikke interesserede mig eller som jeg ikke var specielt god til. Problemet ved at jeg skulle være ”alt mulig mand”, var at rigtig mange af opgaverne blev løst 80%. Jeg har derfor ansat folk til at varetage alle andre opgaver, end dem som jeg selv er dygtigst til. Min rolle i dag er derfor primært strategi, markedsføring og som torv holder.  Det er mig, der udtænker nye koncepter, sætter dem i søen og uddelegerer opgaverne til de medarbejdere, der skal udføre dem. På den måde får mine medarbejdere en masse ansvar og spændende opgaver, og jeg kan fokusere på mine kerneområder.

Hvordan driver du din virksomhed?

Jeg driver min virksomhed på fuldtid, med 5 ansatte. Det giver mulighed for fuld fokus på driften, og frihed til at uddelegere opgaver til de medarbejdere, der er mest egnet.

Hvad sagde familie og venner til din beslutning?

Min familie vil mig altid det bedste, og en general samfundstendens er, at det er det bedste, at få sig en lang uddannelse og tage den sikre og fornuftige vej. Jeg kommer selv fra en iværksætter familie, så det var en blanding af, at de synes, det var fedt, at jeg startede så tidligt og en bekymring over, at jeg ikke fik færdiggjort min uddannelse. Nu 2 år efter, er alle enige om, at det var det rigtige valg – for mig.

Beskriv din største nedtur som iværksætter?

Shoppen blev i slutningen af 2014 ramt af malware hvilket kostede næsten en måneds omsætning. Det var en ekstrem hård tid, da hullet ikke kunne lukkes, og der derfor blev brugt rigtig mange penge på, at få et nyt system op og køre. En ting er, at penge ikke er den ressource man har mest af som nystartet virksomhed og slet ikke til sådanne opgaver, en anden ting er, at det tog hårdt på mig rent mentalt, da det var super frustrerende, at se det jeg havde brugt et halvt år på at opbygge, smuldre imellem hænderne fra den ene dag til den anden.

Men som det nogle gange er med trælse oplevelser, kommer der en masse positivt ud af det. I forbindelse med skrotning af den gamle inficerede shop, skiftede vi shop platformen til Magento, som vi også bruger i dag. Det har givet en masse fordele, som vi nyder godt af nu, og jeg føler derfor, at det har været held i uheld. Derudover fik vi mere fokus på sikkerhed, så sandsynligheden for at vi bliver angrebet igen, er væsentligt mindre.

Beskriv din største succes som iværksætter?

Min største succes er nok, at det generelt går godt, at jeg har skabt en virksomhed, der har en sund vækst og et fint resultat, samtidig med at kunne tilbyde arbejdspladser og et dejligt arbejdsmiljø. Skal man se på en enkeltstående begivenhed, er det nok, at jeg var i metroexpress i 2015, med en artikel omkring mit firma og et samarbejde jeg havde med Tobias Ehlig fra festli.dk. Det var en super fed dag, hvor jeg fik mange opkald og beskeder fra folk jeg kendte, der ville ønske mig tillykke med artiklen. I det store hele gør sådanne ting ikke den store forskel, for det er alt det arbejde, der bliver lagt i virksomheden de andre 364 dage i løbet af året der gør forskellen, men det var et motivationsboost og en anerkendelse.

Hvor meget arbejder du om ugen?

Mellem 45-50 timer. Det svinger. Tidligere har jeg arbejdet omkring 60, men jeg er begyndte at drosle ned på et niveau, hvor det er mere rimeligt.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Jeg møder kl. 10, tjekker mails og får styr på alt det, jeg ikke nåede dagen før. Derefter giver jeg den gas til en 20:30-21:30, hvor jeg tager hjem. Jeg har vidt forskellige opgaver løbende og ikke nogen bestemt daglig rutine. Jeg prioriterer opgaverne efter vigtighed, og tager de vigtigste først. Jeg har for nylig anskaffet mig en hund som også får opmærksomhed i løbet af dagen, hvilket fungerer perfekt som små pauser, så dagen går lynhurtigt.

Hvis det var muligt at gå tilbage, hvad ville du så gøre anderledes i dag?

Bum bum… Der er altid grønnere på den anden side, og der er ikke så meget, jeg ville ændre, når det kommer til stykket. Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at jeg nok ville starte på et andet marked. Markedet for forbrugerelektronik er vildt presset, og der bliver brugt feje kneb til at komme frem. Det giver dog også en masse muligheder, da markedet er så stort, som det er, hvilket måske kan gavne mit firma på sigt.

Hvad synes du er de vigtigste egenskaber, en iværksætter skal besidde?

De traditionelle – tålmodighed, vilje, positivt sind osv. gælder for alle og er klart de ting, der kendetegner en dygtig iværksætter. Tålmodighed er en dyd, og lader du dig slå ud af, at det går dårligt i en periode, holder du ikke længe.

Hvis jeg skal komme med et lidt mere utraditionelt svar, så vil det være, at en dygtig iværksætter skal besidde de egenskaber det kræver at kunne tage konkurrencen op med det eksisterende marked. Jeg ser alt for mange opslag på diverse iværksætter fora, hvor folk vil starte webshops uden at ane noget om IT, markedsføring eller lignende, og det er i mine øjne både spild og af tid og penge. Det er fint at have viljen til at starte en virksomhed, men sandsynligheden for at jeg ville få succes som landmand, er begrænset, da jeg intet ved om korn. Det samme gælder den anden vej, ved du ikke noget om SEO, PPC, programmering, konverteringsoptimering, grafik eller lignende, så vil jeg anbefale dig, enten at holde dig fra de virksomhedstyper, der har et marked på nettet eller tage et arbejde, hvor du kan få de egenskaber der skal til.